-
Ekspert: Banker »lænser« deres kunder på denne måde – sådan slipper du billigst
ソース: BDK Finans / 30 6 2024 00:07:02 America/Chicago
Ved første øjekast ser det billigt ud. Men faktisk kan det hurtigt blive en dyr omgang, når man putter udenlandske aktier i sin portefølje. De er nemlig dyrere at købe end danske aktier. Og endnu vigtigere, så tager langt de fleste banker et gebyr for at opbevare aktier fra udlandet. Priserne svinger dog gevaldigt fra bank til bank, viser Berlingskes undersøgelse. Af den grund er det alfa og omega, at man kigger sin bank efter i sømmene og tænker sig om, inden man køber udenlandske aktier. Det mener to økonomiske eksperter, som Berlingske har talt med. Den ene er Karsten Engmann Jensen, privatøkonomisk rådgiver og indehaver af Pengeministeriet. »Bankerne lænser deres kunder på lige præcis det her område, og som lægmand har du ikke en chance for at gennemskue det,« mener han. Alligevel er der metoder, hvor du kan reducere omkostningerne til banken. Her er det dyrest Men lad os zoome ind på prisforskellen først. Den er nemlig ret betydelig. Berlingske har gransket prisbladene hos landets otte største banker og to handelsplatforme for at finde ud af, hvad de tager i vekselgebyr, kurtage og depotgebyr ved udenlandske aktier. Dernæst har vi taget udgangspunkt i, hvad det koster at købe ti amerikanske Microsoft-aktier til en samlet pris på lige under 31.000 kroner og eje aktierne i et år. Prisen for de ydelser svinger med over 340 kroner første år afhængigt af, om man er kunde hos Ringkjøbing Landbobank, der er testens dyreste. Eller Saxo Bank, som er testens billigste. »Der er en kæmpestor forskel på priserne. Og umiddelbart kan man undre sig over, hvad den forskel skyldes. For det er samme ydelse, så det er mærkeligt, at prisforskellene er så store,« vurderer Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk. Ringkjøbing Landbobank har en forklaring på deres relativt høje priser, men det er ikke kun dem, der tager godt fat. Andre store banker som Jyske Bank, Sydbank og Arbejdernes Landsbank kræver gebyrer, der ligger tre til fire gange højere end testens billigste. Begge eksperter mener, at bankerne kan slippe afsted med de relativt høje priser på udenlandsk aktiehandel, fordi kunderne har svært ved at gennemskue den reelle pris i bankernes prisblade, som typisk indeholder 430 forskellige priser. »De store bankers prisliste kræver en højere matematisk embedseksamen at finde ud af. Det er på ingen måder hverken kunde eller forbrugervenligt,« mener Karsten Engmann Jensen. Kunderne skal lægge valutagebyr og kurtage sammen for at finde frem til, hvad det koster at veksle til udenlandsk valuta og købe aktier i udlandet. Oveni kommer et depotgebyr, som er en løbende omkostning, man betaler til banken for at opbevare udenlandske aktier. Alle tre gebyrer er typisk højere på udenlandske aktier i forhold til danske. Køber man eksempelvis danske Novo Nordisk-aktier for cirka samme beløb som de ti Microsoft-aktier, vil omkostningerne som minimum være svundet ind til en tredjedel af den udenlandske handel. Eksperterne har dog klare bud på, hvordan man kan slippe billigere afsted med at købe udenlandske aktier, og der kan være god grund til at tænke sig om. Så meget af din formue bliver spist Morten Bruun Pedersen er nemlig ikke i tvivl. Det er et problem for mindre investorer, der køber udenlandske aktier, at omkostningerne spiser en stor luns af det fremtidige afkast. Karsten Engmann Jensen stemmer i. Han har regnet på omkostningerne og mener, at depotgebyret er »den helt store røver«, fordi det skal betales igen og igen. Køber man udenlandske aktier for 100.000 kroner, vil man efter ti år have misset 5.800 kroner i gevinst, alene fordi man betaler et depotgebyr på 0,35 procent. Det forudsætter, at aktierne stiger seks procent om året. I takt med at formuen vokser sig større, vil man efter 20 år være gået glip af over 20.000 kroner i afkast. Altså 20 procent af den formue, man startede med at investere. »De store banker har lavet fidusen – de får det hele til at se billigt ud, men det er i virkeligheden temmelig dyrt,« mener Karsten Engmann Jensen. De to økonomiske eksperter har dog et par tricks i ærmet, som kan minimere omkostningerne, hvis man har lyst til udenlandske aktier. Eksperternes genvej til flere penge Nichebankerne Nordnet og Saxo Bank skiller sig ud som de to billigste i pristjekket, idet de har relativt lave kurtager, lave vekselgebyrer og ingen depotgebyrer. Morten Bruun Pedersen mener derfor, at prisbevidste danskere kan benytte de platforme til at købe udenlandske aktier på. Det eneste, man i hans optik mister ved det skifte, er eventuelle skiftegebyrer og personlige relationer i ens nuværende bank. »Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle gå over på de her platforme, hvor man kan få en meget billigere ydelse. Noget af det virkelig vigtige ved investering er spredning, langsigtet tidshorisont og omkostninger – for omkostninger æder af din formue år efter år,« siger han. Karsten Engmann Jensen fremhæver også de to handelsplatforme og råder generelt til, at man kun handler aktier på steder, hvor man kan gennemskue den reelle pris. Ellers risikerer man at blive snydt, advarer han. »Mit råd er: Lad være med at kigge så meget på kurtage og vekselgebyrer, for det er engangsomkostninger. Det vigtige er, hvad det koster i procent af formuen om året – det er den største bankrøver,« siger den privatøkonomiske rådgiver. Har man ikke lyst til at flytte sine investeringer ud af sin nuværende bank, så kan man vælge at købe danske indeksfonde, hvori der ligger udenlandske aktier, råder Karsten Engmann Jensen. Han peger på, at det også kan være en god idé for dem, der har fyldt deres aktiedepoter op med udenlandske fonde – såkaldte ETFer – fordi de også tæller som udenlandske aktier. Er man i færd med at udsøge danske investeringsforeninger, så skal man gå benhårdt efter dem, der ligger under 0,5 procent i årlig omkostningsprocent, ÅOP, råder begge eksperter. Testens dyreste bank: Det er billigt Tilbage til Ringkjøbing Landbobank. Berlingske har spurgt banken, der har mange velhavende kunder, hvorfor de tager fire gange så meget for samme ydelse som testens billigste. Ringkjøbing Landbobanks finansdirektør, Sten Erlandsen, mener, at der er tale om »et lille beløb«, når man køber udenlandske aktier for godt 31.000 kroner. Han råder til, at man foretager sådanne handler på en aktiesparekonto, som er uden kurtage og depotgebyr i Ringkjøbing Landbobank. »Der kan ikke være nogen mennesker i Danmark, der går ud og køber det der, uden de bruger en aktiesparekonto, hvis man handler for så små beløb,« siger Sten Erlandsen. Aktiesparekontoen har dog et loft på 138.900 kroner, og Berlingske har set på priserne ved at have udenlandske aktier på et ganske almindeligt depot. Nu har vi kigget på, hvad det koster at købe udenlandske aktier på et åbent depot – så hvorfor koster det mere hos jer end de andre steder? »Det skulle du da spørge de andre om. Jeg ved det ikke. Vi har en pris på amerikanske aktier, og vi har en væsentlig billigere pris på nordiske og danske aktier – det er den prismodel, vi har valgt,« forklarer han. Finansdirektøren betoner, at det ikke altid er en god idé at handle udenlandske aktier for små beløb, fordi omkostningerne kan blive for store. Synes du, omkostningen er for stor i det her eksempel hos jer? »Det synes jeg ikke. Men der er ingen tvivl om, at hvis man handler for den slags beløb og vil handle ofte, så skal man sørge for at gøre det i en aktiesparekonto hos os,« svarer direktøren. Berlingske har foreholdt bankernes interesseorganisation, Finans Danmark, kritikken om høje og uigennemsigtige gebyrer på udenlandske aktiehandler. Investeringschef Kåre Valgreen skriver i et skriftligt svar, at Danmark har et konkurrencepræget investeringsmarked, hvilket afspejler sig i de forskellige investeringsprodukter og -services, som bliver tilbudt på tværs af banker og investeringsplatforme. »Derfor er det altid en god idé, at man som forbruger – ligesom på alle andre markeder – løbende vurderer de omkostninger, man betaler, i forhold til de produkter og serviceydelser, man får. Det gavner både den enkelte investor og konkurrencen på markedet generelt,« tilføjer han. Køber man 30 danske Novo Nordisk-aktier for cirka 30.000 kroner og holder dem i et år, vil man betale mellem 108 og 24 kroner for at købe og opbevare dem. Saxo Bank er billigst, mens Arbejdernes Landsbank er dyrest. https://www.berlingske.dk/dine-penge/ekspert-banker-laenser-deres-kunder-paa-denne-maade-saadan-slipper-du